Servicevilkår og Databehandleraftale
Version 0.8 — 9. november 2026. Gælder for survey.dk, drevet af Humanova (CVR 35590641).
§1 Aftalens parter og omfang#
Disse servicevilkår ("Vilkårene") udgør aftalen mellem Humanova, CVR-nr. 35590641, Stensballe Strandvej 42e, 8700 Horsens ("survey.dk", "vi", "os") og den fysiske eller juridiske person, der opretter en konto på survey.dk ("Kunden", "du"). Betalte planer er kun til erhvervskunder, jf. §4a. Free-planen kan oprettes af alle.
Ved at sætte kryds i accept-feltet, når du opretter din konto, accepterer du disse Vilkår i deres helhed, herunder Bilag A (Databehandleraftale). Accepten gemmes med tidspunkt og vilkårsversion. Hvis du opretter en konto på vegne af en virksomhed eller organisation, indestår du for, at du har beføjelse til at binde denne juridisk til Vilkårene.
§2 Beskrivelse af tjenesten#
survey.dk er en webbaseret platform, der gør det muligt at oprette, distribuere og analysere spørgeskemaundersøgelser. Tjenesten omfatter blandt andet survey-oprettelse, respondenthåndtering, dataindsamling, resultatvisning og rapportgenerering, som beskrevet nærmere på platformen til enhver tid.
Vi forbeholder os retten til løbende at udvikle, ændre, tilføje eller fjerne funktioner i tjenesten. Væsentlige forringelser af kernefunktionalitet for betalende kunder varsles med mindst 30 dage, og kunden kan i den periode opsige uden gebyr og få forholdsmæssig refusion for forudbetalt tid efter ændringen.
§3 Oprettelse af konto#
Du skal opgive korrekte og fyldestgørende oplysninger ved oprettelse af konto, og holde disse opdaterede.
Du er ansvarlig for at holde dine login-oplysninger fortrolige og for al aktivitet, der sker under din konto.
Du skal være mindst 18 år og have beføjelse til at handle på vegne af virksomheden eller organisationen for at oprette en betalt konto.
Vi forbeholder os retten til at afvise eller lukke konti, der er oprettet med falske oplysninger, eller som anvendes i strid med disse Vilkår.
§4 Priser og betaling#
De til enhver tid gældende priser fremgår af vores prisside på survey.dk.
Betalende abonnementer opkræves forud. Kunden vælger ved tegning mellem månedlig og årlig betaling, jf. prisangivelsen for den valgte plan på vores prisside — årlig betaling tilbydes typisk med en rabat. Abonnementet fornyes automatisk for en tilsvarende periode. Opsigelse kan ske til enhver tid via en opsigelsesfunktion i kontoindstillingerne, som er lige så let at bruge som tilmeldingen, og træder i kraft ved udgangen af den løbende abonnementsperiode, jf. §9.
Betalingsformidling: Betalinger håndteres af Stripe, Inc. ("Stripe"), som modtager og behandler Kundens betalingskortoplysninger direkte. Vi opbevarer ikke selv fulde kortnumre. Brug af Stripes betalingstjeneste er tillige underlagt Stripes egne vilkår og privatlivspolitik.
Alle priser er angivet ekskl. moms, medmindre andet er anført.
Ved manglende betaling forbeholder vi os retten til at suspendere adgangen til din konto efter 7 dages skriftligt varsel. Data slettes ikke automatisk ved suspendering, men vil blive slettet efter den periode, der er angivet i §9.
Prisændringer varsles med mindst 30 dages frist og træder først i kraft ved næste fornyelsesperiode.
Der ydes ikke refundering for allerede forbrugte abonnementsperioder, medmindre andet følger af ufravigelig forbrugerlovgivning.
§4a Betalte planer kun til erhverv#
De betalte planer (Pro og Premium) udbydes udelukkende til erhvervsmæssig brug, det vil sige til virksomheder, foreninger, institutioner og andre organisationer samt til personer, der køber tjenesten i forbindelse med deres erhverv. De betalte planer udbydes ikke til forbrugere.
Ved køb skal Kunden bekræfte, at købet sker på vegne af en virksomhed, forening eller anden organisation eller i øvrigt i erhvervsmæssigt øjemed. Kunden bør angive virksomhedens eller organisationens navn og CVR-nr., hvis det findes. Kunden indestår for, at bekræftelsen er korrekt.
Fordi aftalen om en betalt plan indgås erhvervsmæssigt, gælder den lovbestemte fortrydelsesret for forbrugere ikke. Det samme gælder øvrige regler, der kun finder anvendelse over for forbrugere.
Free-planen er gratis og kan oprettes af alle. Hvis en kunde alligevel måtte være forbruger, gælder ufravigelig forbrugerlovgivning forud for disse Vilkår, i det omfang den giver forbrugeren bedre ret.
§5 Kundens data og indhold#
Kunden bevarer alle rettigheder til det indhold, der oprettes i tjenesten (spørgeskemaer, svar, respondentdata og øvrigt materiale, samlet "Kundedata").
Vi gør ikke krav på ejerskab til Kundedata og anvender det udelukkende til at levere tjenesten til Kunden i overensstemmelse med Bilag A. Vi bruger ikke respondentdata til egne formål, herunder til udvikling eller træning af vores AI-assistent SurveyBotty. Anonyme tekniske driftsdata uden respondentdata (fx fejllogs og antal surveys) kan vi bruge til at forbedre tjenesten.
Kunden er selv ansvarlig for indholdet af sine spørgeskemaer, herunder at spørgsmål og dataindsamling sker lovligt og i overensstemmelse med gældende ret, herunder markedsføringsloven og GDPR.
Kunden indestår for, at der er gyldigt grundlag (samtykke, aftale, legitim interesse mv.) for at indsamle og behandle de persondata om respondenter, som Kunden lader indgå i sine surveys.
§6 Tilladt og forbudt brug#
Du må ikke anvende survey.dk til:
- At indsamle eller behandle særlige kategorier af persondata (helbred, seksualitet, religion, politisk overbevisning mv.) uden at have et gyldigt retligt grundlag og passende sikkerhedsforanstaltninger herfor
- At sende spam eller uopfordrede henvendelser til personer, der ikke har givet samtykke til at blive kontaktet
- At forsøge at skaffe sig uautoriseret adgang til andre kunders data eller til tjenestens tekniske infrastruktur
- Ulovlige, chikanerende, ærekrænkende eller på anden vis skadelige formål
- At videresælge eller viderelicensere adgangen til tjenesten uden forudgående skriftlig aftale
Overtrædelse kan medføre øjeblikkelig suspendering eller lukning af kontoen uden forudgående varsel.
§7 Databehandling og persondata#
Når Kunden indsamler persondata om respondenter via tjenesten, er Kunden dataansvarlig, og survey.dk optræder som databehandler i henhold til GDPR artikel 28.
De nærmere vilkår for denne databehandling — herunder instruksbeføjelse, underdatabehandlere, sikkerhedsforanstaltninger, bistandspligt og sletningsprocedurer — fremgår af Bilag A: Databehandleraftale, som udgør en integreret del af nærværende Vilkår, og som Kunden accepterer samtidig med disse Vilkår.
Vi behandler herudover visse persondata om Kunden selv (kontaktperson, faktureringsoplysninger mv.) som selvstændig dataansvarlig, i overensstemmelse med vores Privatlivspolitik.
Tjenesten driftes på servere hos Simply.com A/S i Danmark. Visse underdatabehandlere (Anthropic og Google) behandler data i USA, som beskrevet i Bilag A.4 og A.5. Vi overfører kun data til tredjelande uden for EU/EØS, hvis der er et gyldigt overførselsgrundlag.
§8 Drift, tilgængelighed og support#
Vi tilstræber høj oppetid, men yder ingen garanti for uafbrudt, fejlfri drift.
Planlagt vedligeholdelse varsles så vidt muligt mindst 24 timer i forvejen.
Support ydes via support@survey.dk inden for almindelig dansk arbejdstid, medmindre andet fremgår af din plan.
Vi er ikke ansvarlige for driftsforstyrrelser forårsaget af forhold uden for vores rimelige kontrol, herunder fejl hos underleverandører, internetudbydere eller force majeure-lignende hændelser.
§9 Opsigelse og dataophør#
Kunden kan opsige sit abonnement til udgangen af en betalt periode via opsigelsesfunktionen i kontoindstillingerne eller ved henvendelse til support@survey.dk.
Ved opsigelse eller lukning af konto opbevares Kundedata i op til 30 dage, hvorefter det slettes permanent fra produktionssystemerne. Kopier i sikkerhedskopier overskrives ved normal rotation og er slettet senest 60 dage efter kontoens lukning. Sletning sker ikke, hvis andet følger af lovkrav (fx bogføringslovens 5-årsfrist for faktureringsdata) eller er aftalt med Kunden.
Kunden kan til enhver tid eksportere sine data i standardformater (CSV/Excel) forud for opsigelse.
Ved planlagt lukning af en konto fra vores side gives et varsel på 30 dage. Ved væsentlig misligholdelse af disse Vilkår kan vi dog opsige eller suspendere kontoen med øjeblikkelig virkning.
§10 Ansvarsbegrænsning#
survey.dk leveres "som det er og forefindes", uden garantier af nogen art, medmindre andet udtrykkeligt er anført.
Almindeligt ansvar. Vores samlede erstatningsansvar over for Kunden, uanset ansvarsgrundlag, er i enhver 12-måneders periode begrænset til det højeste af (a) det beløb, Kunden har betalt for tjenesten i de forudgående 12 måneder, og (b) 10.000 kr.
Databeskyttelse og fortrolighed. For tab som følge af brud på Bilag A (Databehandleraftalen) eller på vores tavshedspligt, herunder tab som følger af krav fra registrerede eller myndigheder, er vores samlede erstatningsansvar i enhver 12-måneders periode begrænset til det højeste af (a) tre gange det beløb, Kunden har betalt for tjenesten i de forudgående 12 måneder, og (b) 50.000 kr. Dette loft gælder i stedet for det almindelige loft, ikke ud over det.
Indirekte tab. Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, herunder driftstab, tabt fortjeneste eller tab af data. Dette gælder ikke tab, der er omfattet af Databeskyttelse og fortrolighed ovenfor.
Intet loft. Begrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed fra vores side, og de begrænser ikke ansvar, der ikke lovligt kan begrænses, herunder ufravigelig forbrugerlovgivning.
§11 Immaterielle rettigheder#
Alle rettigheder til selve platformen survey.dk — herunder software, design, varemærker og dokumentation — tilhører Humanova. Kunden opnår alene en tidsbegrænset, ikke-eksklusiv brugsret til tjenesten i abonnementsperioden.
§12 Ændringer af vilkårene#
Vi kan opdatere disse Vilkår løbende. Væsentlige ændringer varsles med mindst 30 dages frist via e-mail til den e-mailadresse, Kunden har oplyst, eller ved login på platformen. Varslet skal beskrive, hvad der ændres.
Hvis Kunden ikke ønsker at acceptere ændringerne, kan Kunden før ikrafttrædelsen opsige aftalen uden gebyr og få forholdsmæssig refusion af forudbetalt betaling for tiden efter ikrafttrædelsen. Fortsætter Kunden med at bruge tjenesten efter ikrafttrædelsen, gælder de opdaterede Vilkår.
Ændringer, der alene er til fordel for Kunden, eller som kræves af lov eller myndighedspåbud, kan træde i kraft med kortere varsel. Ændringer vedrørende underdatabehandlere følger Bilag A.4.
§13 Lovvalg og værneting#
Disse Vilkår er underlagt dansk ret. Eventuelle tvister, der ikke kan løses i mindelighed, skal afgøres ved Sø- og Handelsretten som aftalt værneting.
Er Kunden alligevel forbruger, gælder de ufravigelige regler om værneting, og forbrugeren kan indbringe en klage for Forbrugerklagenævnet via Nævnenes Hus (naevneneshus.dk), når betingelserne herfor er opfyldt.
§14 Kontakt#
Spørgsmål til disse Vilkår kan rettes til:
Humanova
CVR-nr. 35590641
Stensballe Strandvej 42e, 8700 Horsens
support@survey.dk
Telefon: 28 18 73 17
A Databehandleraftale (DBA)#
I henhold til GDPR artikel 28, stk. 3
A.1 Parterne og formål
Denne databehandleraftale ("DBA'en") regulerer Humanova/survey.dk's ("Databehandleren") behandling af persondata på vegne af Kunden ("den Dataansvarlige") i forbindelse med brug af tjenesten. Kunden er dataansvarlig for respondentdata, og Databehandleren behandler dem alene på Kundens vegne.
A.2 Behandlingens genstand og varighed
Genstand: Indsamling, opbevaring, visning og eksport af respondentdata i forbindelse med spørgeskemaundersøgelser oprettet af den Dataansvarlige.
Varighed: Så længe Kundens abonnement er aktivt, samt i den efterfølgende opbevaringsperiode angivet i Vilkårenes §9.
Karakter og formål: Teknisk drift, opbevaring og visning af data udelukkende med henblik på at levere tjenesten til den Dataansvarlige, samt — når den Dataansvarlige bruger disse funktioner — AI-assisteret spørgsmålsgenerering, AI-analyse af aggregerede optællinger (se A.4) og generering af billeder til rapporter. Databehandleren behandler ikke respondentdata til egne formål.
Kategorier af registrerede: Respondenter i den Dataansvarliges spørgeskemaundersøgelser (typisk kunder, medarbejdere eller andre, som den Dataansvarlige indsamler svar fra).
Kategorier af persondata: Alt efter den Dataansvarliges konfiguration af det enkelte survey — typisk navn, e-mail, besvarelser, samt eventuelle baggrundsvariable den Dataansvarlige selv definerer (fx afdeling, titel, alder). Særlige kategorier af persondata (jf. Vilkårenes §6) må kun indsamles, hvis den Dataansvarlige selv sikrer gyldigt behandlingsgrundlag herfor.
A.3 Databehandlerens forpligtelser
Databehandleren forpligter sig til at:
- Kun behandle persondata efter dokumenteret instruks fra den Dataansvarlige, medmindre andet kræves i henhold til EU-ret eller dansk ret. I så fald underretter Databehandleren den Dataansvarlige om kravet før behandlingen, medmindre loven forbyder det. Vilkårene og Kundens brug af tjenesten udgør den Dataansvarliges instruks, herunder til de overførsler til tredjelande, der er nævnt i A.4 og A.5
- Straks underrette den Dataansvarlige, hvis Databehandleren mener, at en instruks strider mod GDPR eller anden databeskyttelsesret
- Sikre, at personer med adgang til persondata er underlagt tavshedspligt
- Træffe passende tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger i henhold til GDPR artikel 32, jf. A.3a
- Bistå den Dataansvarlige med at opfylde dennes forpligtelser vedrørende besvarelse af anmodninger om udøvelse af de registreredes rettigheder (indsigt, berigtigelse, sletning mv.). Henvendelser fra registrerede videresendes til den Dataansvarlige uden unødig forsinkelse
- Bistå den Dataansvarlige med at overholde forpligtelserne i GDPR artikel 32-36 (sikkerhed, anmeldelse af brud, konsekvensanalyser, forudgående høring)
- Efter den Dataansvarliges valg slette eller tilbagelevere alle persondata efter behandlingens ophør, jf. Vilkårenes §9 og A.3b, medmindre EU-retten eller dansk ret foreskriver opbevaring
- Stille alle oplysninger til rådighed, der er nødvendige for at påvise overholdelse af forpligtelserne i denne DBA, og give mulighed for og bidrage til revisioner, herunder inspektioner. Revisioner varsles med rimeligt varsel, gennemføres under tavshedspligt og uden unødig forstyrrelse af driften, og den Dataansvarlige afholder omkostningerne
A.3a Sikkerhedsforanstaltninger
Databehandleren har blandt andet indført følgende foranstaltninger:
- Adgangskoder gemmes kun i krypteret (hashet) form
- Kommunikation mellem brugere og tjenesten sker over krypteret forbindelse (HTTPS)
- Adgang til produktionssystemer og persondata er begrænset til personer med et arbejdsmæssigt behov
- Daglig sikkerhedskopiering, hvor kopien krypteres (AES-256) på vores server, før den lægges i ekstern opbevaring. Nøglen opbevares kun hos Humanova
- Løbende opdatering af software og overvågning af driften
A.3b Sletning og sikkerhedskopier
Ved ophør slettes persondata fra produktionssystemerne senest 30 dage efter kontoens lukning, jf. Vilkårenes §9. Kopier i sikkerhedskopier slettes ved normal rotation og senest 60 dage efter kontoens lukning. Indtil da genindlæses de ikke, medmindre en systemgendannelse kræver det. I så fald slettes persondata fra den lukkede konto igen efter gendannelsen.
Tekniske driftslogs, der kan indeholde respondenters IP-adresse, opbevares højst 90 dage.
A.4 Underdatabehandlere
Den Dataansvarlige giver hermed generel godkendelse til, at Databehandleren gør brug af følgende underdatabehandlere:
| Underdatabehandler | Formål | Placering | Overførselsgrundlag |
|---|---|---|---|
| Simply.com A/S CVR 29412006, Højvangen 4, DK-8660 Skanderborg | Webhosting og serverdrift | Danmark/EU | Ikke relevant (inden for EU/EØS) |
| Anthropic Ireland, Limited 6th Floor, South Bank House, Barrow Street, Dublin 4, D04 TR29, Irland | AI-assisteret spørgsmålsgenerering og AI-analyse. Indhold, den Dataansvarlige sender til AI-funktionerne, herunder titler, spørgsmål, svarmuligheder og aggregerede optællinger (antal, procenter, gennemsnit), behandles hos Anthropic. For fritekstspørgsmål sendes kun antallet af svar. | USA | EU-US Data Privacy Framework, hvis Anthropic er certificeret, og EU-standardkontraktbestemmelser (SCC modul 3) |
| Google Ireland Limited, Gordon House, Barrow Street, Dublin 4, Irland (privat Drive-konto) | Opbevaring af daglig databackup (Google Drive). Backuppen krypteres hos Databehandleren, før den overføres, og Google har ikke nøglen | Googles datacentre (placering kan ikke vælges) | Indholdet er krypteret, og nøglen opbevares kun hos Databehandleren. Derudover EU-US Data Privacy Framework, hvis Google er certificeret |
| Google Cloud EMEA Limited, 70 Sir John Rogerson’s Quay, Dublin 2, Ireland | Generering af billeder til rapporter (Gemini API). Der sendes kun en billedprompt til Gemini, afledt af undersøgelsens titel, spørgsmålstekster og variabelnavne. Der sendes ingen besvarelser, respondentdata eller bruger-id’er. | Globalt (ingen fast region) | EU-US Data Privacy Framework, hvis Google er certificeret, og EU-standardkontraktbestemmelser (SCC modul 3) |
Stripe, Inc. behandler udelukkende faktureringsdata om Kunden selv (navn, betalingskort, faktura) som led i betalingsformidlingen, jf. §4, og optræder ikke som underdatabehandler af respondentdata under denne DBA.
Databehandleren pålægger hver underdatabehandler de samme databeskyttelsesforpligtelser som dem, der følger af denne DBA, ved kontrakt, og hæfter over for den Dataansvarlige for, at underdatabehandlerne opfylder dem.
Databehandleren skal underrette den Dataansvarlige om enhver tilsigtet ændring vedrørende tilføjelse eller udskiftning af underdatabehandlere, og give den Dataansvarlige mulighed for at gøre indsigelse mod sådanne ændringer inden for 14 dage. Kan en begrundet indsigelse ikke løses, kan den Dataansvarlige opsige aftalen uden gebyr og få forholdsmæssig refusion af forudbetalt betaling.
A.5 Overførsel til tredjelande
Persondata opbevares som udgangspunkt inden for EU/EØS. Overførsler til USA sker til underdatabehandlere, der er opført i A.4. Overførselsgrundlaget er primært EU-Kommissionens afgørelse om tilstrækkeligt beskyttelsesniveau for virksomheder, der er certificeret under EU-US Data Privacy Framework, og sekundært EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser (afgørelse 2021/914, modul 3: databehandler til databehandler). Standardkontraktbestemmelserne indgår i underdatabehandlernes databehandleraftaler, og den Dataansvarlige kan få en kopi ved henvendelse til support@survey.dk.
A.6 Sikkerhedsbrud
Databehandleren underretter den Dataansvarlige uden unødig forsinkelse og senest 48 timer efter, at Databehandleren er blevet opmærksom på et brud på persondatasikkerheden, der kan påvirke persondata omfattet af denne DBA. Underretningen må være foreløbig, og Databehandleren supplerer løbende med de oplysninger, den Dataansvarlige skal bruge til sin anmeldelse efter GDPR artikel 33.
A.7 Ansvar
Databehandlerens ansvar i forbindelse med denne DBA er underlagt ansvarsbegrænsningen for databeskyttelse og fortrolighed i Vilkårenes §10, i det omfang dette er foreneligt med ufravigelige regler i GDPR.
A.8 Ikrafttræden
Denne DBA træder i kraft samtidig med Kundens accept af Vilkårene og er gældende, så længe Kunden anvender tjenesten.
